Så fik vi endnu en ordentlig en på “opleveren”.
Efter nybagte boller og hjemmepresset appelsinjuice stævnede vi ud kl 9.15 i vores Renault som vi lige havde opdaget havde iPod afspiller. Den slags fancy ting er vi jo ikke vant til så det var fedt at kunne fyre musik op på anlægget.
Efter knap et par timers køretur var vi fremme ved påkørslen til Etna, en virkelig smuk tur, meget særegen og ikke noget jeg/vi har set andre steder i verden.
Det tog knap en halv time at komme op til Rifugie Sarpienza på Etna syd – udgangspunktet for at komme videre op.
Vi ville gerne op med kabelbanen som også er ski-lift om vinteren – op til 5 små røde pister. Udgangspunktet er i 1870 m og vi kunne komme op til 2900 først med kabelbanen og derefter med bjergbus. Vi fandt frem til billetkøen og mistede mælet da vi hørte prisen for at komme op på toppen!
204 euro for os 4!
Vi forlod skuffede køen og gik ud for at overveje, hvordan vi så kunne få den bedste Etna oplevelse. Alternativet var at bruge 100 euro for at komme op til 2500 m og så gå de 2 km op hvilket ville tage 2 timer op og det samme retur. Det havde vi ikke mod på. Ellers kunne vi nøjes med nogle af de mindre kratere som er i gåafstand fra de 1870 m.
Men nej, fanden stå i det: vi lagde de 1600 kr og tog op og vi har ikke fortrudt. Det var helt crazy.
Vi gik blandt dampsøjler og mærkede varme huller i lavaen. Vi havde guide med som fortalte at der var udbrud sidste gang 30. Maj og at der typisk er 2-3 udbrud om året. Der er 4 kratere som er altive men 300 laterale kratere som kun er aktive 1 gang. Lava bevæger dig kun 2-300 m i timen og når der er udbrud på toppen løber lavaen ikke længere ned end 10 km så der er ingen fare for de omkringliggende landsbyer.
Det var et månelandskab uden lige.
Det var virkelig fedt. Jeg havde erhvervet mig en hovedpine (sikkert pga 3000 højdemeter på 1,5 time) så på nedturen i bil faldt alle tre piger i søvn på turen mod Taormina – en charmerende by på østkysten.
Her tilbragte vi et par timer med at ose butikker og spise god mad.














