Oasis Beach Bar og den gamle by

En 10 ud af 10 dag kaldte Malle dagen i dag!

Og jeg er tilbøjelig til at give ret. Vi talte med Liva i nat – 01.30 vores tid hvor jeg tilfældigvis var vågen fordi jeg ikke ku sove og vækkede Mark da jeg skrev at hun godt kunne ringe. De er i junglen v Tena i Ecuador og hun viste os rundt i deres lodge tæt ved floden med regnskoven i baghaven og den tunge regn der trommede på bliktaget. Virkelig dejligt at se hende- glad og oplevelseslysten!

Afgang fra Rhodos by med Oasis Beach. Et sted der skulle være godt ift snorkling og det var det!

Vi var der kl 10 da Beach baren åbnede og kort efter tændte de for lounge musikken og der havde vi lige betalt 40 eu for sunbeds og var spændt på om vi ville få pip af musikken. Men vi ku godt abstrahere…

Mark blev bedste venner med en kat fra start og pigerne tog selfies og lavede spas med snorkelmaskerne meget af dagen.

Det er enormt let at rejse med Amalie. Vi skal ikke være andre end dem vi er. Pigerne kender hinanden enormt godt og det gør det frit og legende at have dem med sammen.

Vi så trompetfisk, havaborrer og ciklide og mange andre fisk imellem stenene. Jeg så et par søpindsvin gemt godt mellem klipper uden fare for at træde på dem.

Vi drak en drink i solen og blev aldrig rigtig frokostsultne. Så vi snackede bare lidt ca 15.30 med toast og fritter.

Efter næsten 7 timer på stranden brød vi op og vendte snuden hjemad.

Retur ca 17 og jeg begav mig ud for at undersøge hvordan vi kan leje en lille og hurtig båd som Mark selv kan sejle fordi han har licens.

Det lykkedes ikke helt men efter en lunte-løbetur ind til havnen fik jeg da tjek på at det IKKE er v havnen men ved Ellie Beach at det nok kan lade sig gøre – det tjekker vi i morgen.

18.30 begav vi os ned mod den gamle by og en reservation på en restaurant som min kollega har stået for. Julie er gift med sin mand fra Rhodos og vi havde den fineste tur igennem den gamle by og rundt i gaderne væk fra turisterne til restaurant Marco Polo som vi aldrig havde fundet uden anbefaling.

Vi fik serveret det mest sublime græske måltid med et tvist.

Perfekte vine.

Virkelig smukke omgivelser …

På alle måder uovertruffent!

Pigerne gik ud i byen for at få en drink og de gamle stavrede hjem med Amalies krykker 🙂

Jeg er alt i alt positivt overrasket over (dele af) Rhodos – nok fordi vi er her sidst på sæsonen. Jeg tør ikke tænke på hvor fyldt og forfærdeligt her er i juli og august men nu er der meget roligt og ingen gider rigtigt at hive i os. I går så vi Faliraki – et skilte og turist helvede – jeg ville dø hvis jeg boede der en uge. Men indtil nu fungerer konceptet med middelmådigt og centralt byhotel kombineret med bil virkelig godt for vores konstellation på denne årstid.

Skriv en kommentar