Kaiserwetter dag 1

Den “ur-Mørkeby-Johnske” familie er for første gang siden 2020 afsted på tur kun os fire. De sidste mange ferier har vi haft fornøjelsen af svigersønner, bedsteforældre og svigerinder. Virkelig dejligt og samtidig bliver det også bare dejligt at være os fire.

Jeg holdt fri i går, gjorde rent, pakkede, gik lang tur med Mellanie og hundene og nåede også en dejlig løbetur.

Afgang alle mand kl 15, først til Køge hvor vi mødtes med mine forældre og overdragede Balder og så derfra kl 16 med vognen fuld af køresnacks og 20 års bryllupsdags roser “køre-edition”. De var noget trætte da vi ankom i morges og nu forsøger vi at få liv i dem i vores lille lejlighed lidt uden for Flachau.

Køreturen gik upåklageligt , 15 timer tog det og alle tog deres tørn. Det er sgu dejligt med dobbelt op på chauffører! Mark tog turen til Hamborg (16-20.30), jeg tog over til syd for Kassel (21-00.30) så tog Mark et sejt træk til ca 03.30, og så pigerne sammen og dernæst Carla med Mark som codriver og den sidste lille time fra 6-7 fik jeg.

Vi blev mødt af en helt igennem fantastisk dag, høj sol allerede fra sologang. Vi brugte timen fra 7-8 – indtil skiudlejningen åbnede – på at skifte tøj og tage en ekstra lur, hente liftkort osv og det fik glat med at hente udstyr. Kl 9 var vi oppe og startede med bacon og æg i terrænet.

Dagen er gået med at få overblik over området og mindes sidste gang vi var her i 2003, hvor vi opdagede at Liva lå i maven.

Carla har været syg hele ugen og det gik ellers en smule bedre, men hendes ører har virkelig generet i dag efter højde kørsel i nat. Store smerter og kvalme. Så hun ser mere frisk ud på disse billeder som Liva har taget, end hun egentlig er.

Området skuffer ikke, store brede pister med god plads. På skiftedag er der altid færre mennesker men det tegner godt!

Vi var trætte og tilbage ved bilen ca 15, kørte direkte til vores bolig – en ældre alpebolig-lejlighed hvor alt er skævt, hyggeligt og ikke renoveret i årevis.

Vi fik to trætte piger ind og tømt bilen og mens de pakkede ud kørte vi ned for at handle.

Nu er køleskab og hylderne fyldt op, Mark kokkererer, Carla har snuet og er dårlig og Liva ser film på sin telefon lænet op af min skulder.

Forud venter en herlig uge!

Skriv en kommentar