Dag 7: Skiathos

Afrejsedag fra Skopelos. Uret ringede 8.00 og vi fik pakket os sammen. Spist. Ryddet ud i skrald, sengetøj osv. Grimlingerne skulle fodres en sidste gang og kun et par af den have dryppet øjne – forebyggende. De er vokset en del denne uge alle fem. Og det er pivhyggeligt at de er der med hver deres personlighed.

Trogdor går sine egne veje og holder sig mest for sig selv, Ghost der gerne vil lege med de små og ellers er blid, og så de tre små; Olaf, der er den første på skødet når muligheden byder sig, Simba en lille spirevip som altid vil lege og Cookie der helst laver rav i den hver gang de andre leger eller sover.

Vi tog afsked med huset 9.45 og tankede bilerne og afleverede den på havnen. 10.45 kom vores færge og det tog 45 min med overfarten til Skiathos.

Mark og jeg stod på dækket og var tavse og taknemmelige og skuede ud over havet og havde en dejlig stund.

Ankomst til mylderet på Skiathos er en stor kontrast til stille Skopelos. Gadelivet er et helt andet.

Vi gik op af “Strøget”og fandt nemt Central Guest House. Det første værelse var klar så vi satte al bagage der og fandt lidt frokost rundt om hjørnet. De unge fik to gode værelser på første sal og vi fik penthouse lejligheden med fuld udsigt over byen.

Tilbage på Guest House pakkede vi et par strandtasker og tilbragte eftermiddagen på bystranden. Stille vand med sand strand. Vi fandt endelig lidt slebet glas, det har der ikke været meget af i øvrigt.

Ved 6-tiden gik vi hjem og drak en drink på terrassen og spillede spil og kl 8.30 ish væltede vi ned i byen efter mad og “osen”. Carla købte et armbånd.

Pizza til alle mand til aften og selvom de unge havde mulighed for at gå i byen stod den på lidt mere spil på terrassen inden jeg faldt i søvn på en liggestol. Jeg havde kun sovet meget lidt den forrige nat.

Skriv en kommentar