Dag 10: Coldplay i Paris

Det blev en varm nat med åbne vinduer til Paris’ gadelyde og med blæserne for fuld skrue. Pigerne sov på en lille hems på vores noget slidte med velfungerende værelse.

Midt i morgenmaden lød brandalarmen pga en overophedet croissant og mens mange gæster stimlede sammen i nattøj på gaden, daffede vi ind mod byen. Vi havde aftalt at mødes med Esben og Joke, som det snart er tradition, at vi enten deler ferie med eller render på mere eller mindre aftalt når vi ofte er det samme sted på samme tid.

Vi drak en kaffe sammen alle 8 i et virkeligt hyggeligt og meget parisisk kvarter i 2. Arr.

Pigerne, Stine og Astrid havde enormt meget at samle op på efter efterskoleliv mm, og det var så dejligt at se Astrid som jo var med os på Skopelos i efterårsferien:-)

Vi skiltes kl ca 11 og vi fire slentrede mod Pont Neuf og Louvre, jardin de tulliere, hvor vi spiste en is og jeg rendte på Allan som jeg har været på Mallorca med. Sjovt som verden er lille.

Derfra videre over Concorde pladsen mod Eiffel. Jeg fortalte om da jeg var i Paris med det rullende hotel og hvordan vi sov der midt på pladsen og langs Seinen under Eiffel. Såvidt jeg husker var det et efterskoleslæng der var på tur sammen og de gik i 2.g hvor jeg lige var startet i 1.g:-)

Vi spiste en lækker Pizza langs floden og nød en god IPA. Jeg havde dum mave desværre

Eiffeltårnet var vildt – og meget varmt kl 15:-) Det var en stor oplevelse og vi er alle meget begejstrede for byen. Alle de caféer og stemningen. Alle har været vildt venlige og ikke spor “franske”.

Vi fik en drink tæt på Triumfbuen som var pyntet med tour de France og efter et fjollefoto hoppede vi på en metro mod Stade de France. Den var propfyldt og vi måtte vente et par tog, før vi masede os ind og stod så tæt så tæt.

Vi kom glat ind på det kæmpe stadion kl 18 og ventetiden var lidt lang til 21:15 selvom der var god opvarmning af H.E.R som Liva missede på Roskilde. Vi var der i lige vel god tid men hellere det!

Det var en Mindblowing koncert ! Jeg har aldrig oplevet at kende hele rep og der er så mange minder forbundet med hver sang. Mange sange har jeg helt særlige “knager” at hænge dem op på og jeg græd og skrålede på skift.

Vi skiftede pladser mellem hinanden undervejs og fik holdt hinanden i hånden og kysset og krammet på skift.

Chris Martin var selv helt rørt til sidst og hele publikum sang med ud af stadion da det var slut.

Vi var 88.000 på stadion og det var virkelig velafviklet . Vi stod stort set ikke i kø til hverken toiletter eller øl. Tilgengæld var det vildt da vi skulle ind mod Paris igen – hvor alle skulle med de samme tog og vi skulle med fra en anden station den vi ankom på. De åbnede bare for gratis billetter til sidst og fyldte togene op. Vi stod af på Gare du Nord og spiste en Kebab kl 01.00 inden vi gik de sidste 10 minutter hjem.

Vi ku slet ikke sove da vi kom hjem. Jeg rullede rundt af indtryk og varme.

Skriv en kommentar