Morgenstund som den plejer – dog med bacon og æg. Man ved, det er ferie, når man kun tænker på næste måltid…
Vi hang igen ud ved poolen indtil ca kl 13, badede i den kolde pool og nød at kigge på Et og To der leger amok nu. De opfører sig som helt almindelige killinger nu. Det er en fornøjelse at se at tre dage med god pleje, nus og ordentlig mad giver “pote”.

Vi kørte til Limnonari strand og håbede der ville være en taverna åben. Men alt er stort set lukket. Vi nappede en dukkert og undgik Medusaerne/ de små jellyfish brandmænd. Der blev spillet spil, strikket og slappet af.

Efter et par timer på stranden, kørte vi til nabo havnen i håbet om at finde frokost der, men der var også lukket. Så kørte vi af en smuk rute til Skopelos By, handlede og fandt en rigtig god Pita Gyros på havnen. Midt i hyggen knak Mark en kindtand midt i indtagelsen, så humøret i gruppen skiftede. Pis! Jeg tog de fire unge med hjem i en bil, mens Mark forsøgte at finde en tandlæge – forgæves, og dernæst et apotek for at have noget at skylle med. Planen er nu at holde den gående til han er hjemme hos egen tandlæge.

Tilbage ved poolen en times tid hvor jeg opdaterede bloggen og så står den ellers på en burger i aften – og måske kun yougurt til Mark hvis han ikke kan tygge. Men dejlig dag med sol og strand – og Carla har fået “tanline”!