Så kom solen endelig!

Endnu en morgen efter den snart vanlige ferierytme: Mia vågner først, giver katte mad og ordner deres øjne, drikker kaffe, og løber en tur.

Hjemme igen bliver Mia rastløs henad 10.30 og larmer lidt rigeligt for at vække resten. Morgenmad i dag var udendørs i forskellig tempi.

Solen er kommet! Så vi hang ud ved den kølige pool og kørte midt på dagen til Neo Klima, til basketbane og strand. Men lige som vi ankom, kom skyerne også. Og de små lilla brandmænd i havet… Så… Den ene bil (Mark og pigerne) kørte til Kastani Beach, mens den anden bil blev hængende indtil, der var skudt 300 skud på kurv. Jeg fik tiden til at gå med strikketøj og cafe Frappé.

Da de varme basket teenagere var færdige, stødte vi til de andre på Kastani – til en dukkert, mens vi også der zig zaggede uden om jellyfish.

Hjemme ved poolen igen til frokost kl ca 16, bestående af rester fra de seneste dage.

Der er indkøbt antibiotika øjendråber til kattekillinger, og de har nu begge været i poolen på lidt forskellig og tilfældig vis. Ikke med overlæg: skubbet af en større kat eller skvattet i. Oddsene er sløje for de små, men vi giver dem ihvertfald gode timer, mens vi er her. De leger helt vildt nu.

Mark og jeg daffede lige ned og hentede tre ting i den lokale og så tændte Mark op i grillen, mens jeg ordnede tilbehøret…

Aften med fælles spil og hygge.

Skriv en kommentar