Vi delte os lidt op fra morgenstunden så Livapigen kunne sove lidt længere i et forsøg på at få hendes energi i balance. Så Carla og jeg tog til Zell Am Ziller i lettere overskyet vejr mens Mark vinkede på terrassen.

Vi kørte 15 km på brede og velpreparede pister efter der igen faldt 5 cm i nat. I dag har vi haft den bedste sne og det bedste føre i denne uge. Kl 10.45 stødte Mark og Liva til på “mormor og morfars sted”.
Til frokost fandt vi en lille perle af et sted, som jeg godt kunne huske, da jeg så det fra 2012 turen. Her spiste vi ugens bedste frokost og flød ud i fatboys bagefter, mens der tikkede triste nyheder ind hjemmefra: Marks onkel ligger for døden. Det er åbenbart snart en tradition, det er sket 4 gange i Marks side af familien – 3 gange på skiferie og også senest på Kreta i oktober. Så trist.


Vi fik heldigvis også flere hilsener fra Balder som efter en uge i Faxe på “kur og spa ophold” og nu kan skrive tysk, er rykket til Emma hvor han både er kontorhund og legekammerat med Trøffel og Chompy – Emmas kærestes hund, der er et drenge-kryds mellem en islandsk og bordercollie.

Vi fandt samme slalombane som i 2012 og pigerne kørte den side om side – lidt sjovt med 8 år imellem.
Ved 3 tiden vendte vi skiene mod dalen og fandt en rodelbahn- vildt sjovt, det skal vi mere af! Liva sprang over men sad i solen imens.
Hjemme igen løb jeg en kort tur langs floden denne gang og så spiser vi hjemme igen. Vi orker faktisk ikke at gå ud…

Vi har fået røde næser af solen og selvom vi skal hjem i morgen, så har vi fået lov til at være på værelserne helt til vi skal afsted kl 22, så vi pakker ikke før vi kommer hjem fra ski og løb. Genialt koncept.