Afsted med hotelbus til Zillertal

Vi er allerede fans! Ny transportform til ski i stedet for flyveren, toget eller kør selv – ofte om natten. Vi har nu prøvet hotelbus: en dobbeltdækker med plads til bare 30 passagerer og vi var kun 19. Afgang midt på eftermiddagen og ind i bussen med plads til spil, strikketøj, snacks og snak.

Ved 18 tiden fik vi serveret to retter og vin. Ved 20.30 tiden væltede jeg ned i min seng med min bog, for der er redt op med dyne og pude. Ingen sure tæer fra mennesker man ikke kender, ingen snorken, bare fred og ro. Jeg nød hvert minut også selvom jeg ikke sov igennem:-)

Vi blev vækket 04.30 i bussen og sat på en taxa det sidste stykke ind i dalen mens bussen fortsætter til Canazei. Ca 20 min kørsel var der til vores pensionat, hvor Frau mutti stod klar kl 5 og viste os ind på vores værelser.

Vi gik bare i seng med uret sat til kl 7.

Efter lidt morgen udpakning og klargøring fandt vi en skibus og endte i mayrhofen fremfor i Zell am ziller.

Vi lejede ski til pigerne (322 euro for 8 dage) og fandt en lift op uden helt at vide hvor vi var. Vi spiste en morgenbolle og en kop kaffe kl 10 i solen og så var vi ellers i gang.

Solen skinnede, der var ingen vind og bare perfekte forhold på vores første skidag! Yes!

Ved 15.30 tiden havde vi kørt ca 30 km og Liva var flad, så vi nulrede ned og fandt bussen hjem. Vi havde da også både fået glühwein, gullashsuppe, varm kakao og Mark sin fadøl, så vi havde sat flueben ved de vigtige ting:-)

Hjemme igen gik Mark og jeg ud og handlede ca 700 m fra vores bolig og pigerne gik i bad.

Inden længe går vi ud og finder en pizza. Alt er helt som det skal være…⛷🎿

Skriv en kommentar