Det havde regnet i nat og skyerne skulle lige overbevises om, at de altså ikke var velkomne to dage i træk.
Vi tog afsted mod havet med skyer og tåge hængende over os ved 10.30 tiden og satsede på, at det var muligt at parkere før alle de andre, der havde fri sådan en søndag….
I dag afprøvede vi Playa Playazo – lidt vest for Nerja.
Det var godt – langt det meste af det. Vi kom i god tid, og der var næsten ingen mennesker, nærmest lidt øde, men det blev der lavet om på i løbet af de første par timer. Alle de lokale med pavilloner og telte.
Jeg svømmede ca 1000 m i vand, der ikke var for koldt! Yeay:-)
Vi fandt næsten 500 slebne glasskår (så er det en god strand i min optik!) og vi spiste en hyggeligt frokost med sand mellem tæerne.



Efter frokosten kom der lidt rod i det hele.
På vej ud i vandet med baderingene råbte Carla pludselig, at hun var blevet brændt. Og ganske rigtigt – en af de små lilla brandmænd/gellyfish (lokalt kaldet “Medusa’er” på størrelse med en lille mandarin) havde ramt hende på håndleddet og det sved og brændte.
Et par lokale hjalp til med isterninger og ret hurtigt fortog det sig. Mindre end en halv time senere var hun ok og så havde vores svenske strand-naboer en lignende oplevelse med deres datter, der var lidt yngre end Carla.
Det tog lidt af lysten til at bade/svømme fra os. Kombineret med, at der pludselig kom en del skrald i vandet, som vi ellers har været forskånet for. (Ikke så lækkert med kondomer og bind i havoverfladen).
Der bliver ellers ryddet meget op både på land og i vand hernede, så det er generelt meget indbydende.
Således lidt slukørede brød vi op allerede kl 16 og tog hjem til Frigiliana og håbede på at den lokale pool kunne give os lidt mere vandleg.
Jeg manglede at svømme noget mere og fik sat yderligere 2000 m i banken, mens pigerne legede og solede.
Tilbage på terrassen dimsede vi med neglelak og (for 3 ud af 4’s vedkommende alkoholfrie) sjusser inden vi måtte i rigtige bade og ud og spise 🙂
