Formiddagen gik hurtigt eftersom Sankt Hans aften var festlig med Amalie, Christos, Caroline, Julie, Ida, pigerne og jeg. Der blev ikke tid til at pakke så det var godt vi havde formiddagen mens pigerne afsluttede skolen.
Mark og jeg gik tur med Balder i det lumre vejr ovenpå aftenens lyn- og tordenvejr og mindre skybrud.
Så blev der gjort rent og ordnet hus så det er rart at komme hjem igen 🙂
Ved 11-tiden kom mine forældre og fik de sidste hundeinstrukser- foruden dem der er på islandskebalder.wordpress.com. Vi glæder os til at få nyt på Balders blog mens vi er væk.
Carla kom glad hjem, men Liva var helt knust efter sidste dag på sin nu gamle skole. Selvom det den senere tid er gået lidt bedre, er det stadig den rette beslutning, selvom følelserne går hånd i hånd: tristhed og spændthed, sikkerhed og usikkerhed, glæde og vemod.
Afgang til lufthavnen kl 12 mens mor fik tur med en træt Balder. Alt gik glat gennem check in og Security. Jeg fik strikketøjet med i kabinen- så er der lidt at give sig til på den 10 timer lange flyvetur.
Vi fik købt et par bøger og flyet var 15 min forsinket. iPads udleveret i flyveren holdt os lidt i gang.

Ankomst næsten rettidigt i Keflavik og der var gråt. Sikken en øde og intetsigende lufthavn.
Det næste fly var forsinket og da vi først kom i luften var vi godt sultne. Vi gad ikke stå i kø til den eneste pizza bar der var i Keflavik men det skulle vi nok have gjort. Der var kun købemad om bord så jeg fik fx en tynd havregrøds-suppe-ting og en spøjs sandwich til aftensmad.
Turen ind over Grønland og indlandsisen var virkelig flot. Vi kunne se is “gletcher”, der munder ud i hav, isbjerge og drivis …



Begge pigernes filmstationer virkede ikke så vi flyttede lidt rundt. Carla faldt hurtigt i søvn og jeg knoklede lidt rundt i sædet men alt i alt en hæderligt tur.

Hurtigt og smertefrit igennem tolden og kufferterne var allerede klar. Taxa til hotel Ramada og direkte på diner og spise en Burger/pandekager for vi er lidt mad- og tidsforvirrede 🙂 kl er 21.30 her men 05.30 i vores kroppe…