Sikken en hjemtur…!❄️🇮🇹🙈😳⛄️🌨🌨🌨🌨

Vi sov (eller blundede) nogle timer frem til midnat og væltede ned i bilerne.  Det småsneede i dalen og vi skulle op over passet som det første. 

Efter få km kom en service meddelelse op i bilen om at noget var galt. Vi valgte dog at fortsætte.

Snevejret tog ret hurtigt til som vi kørte opad og også blæst. Efter ca 12 km begyndte bilen af fedte ved opkørsel og vi besluttede at sætte snekæder på. Vi holdt midt på vejen i mørket og Esben og Mark knoklede med at få dem på med stort besvær. Det lykkedes ikke at få kæder på deres bil og de havde svært ved at komme op. Vi manglede kun 2 sving til toppen. Vores kæder sad forkert og den højre faldt hurtigt af. Vi kom op med hjælp af én kæde på venstre fordæk.  

På toppen fik vi hjælp af et par toldere med at få kæderne på men vores var i stykker og efter et par 100 meter faldt den af igen.

Heldigvis gik det nedad med max 25 km i timen og stressen sad allerede i kroppen for at nå er fly kl 06.30. 

Da vi kom ned fangede vi landevejen og det slog over i regn. Jeg fik en times søvn og Mark rykkede. Vi besluttede at tage en anden vej mod Milano end over endnu et pas i snevejr. 

Pludselig var der en tunnel gennem bjerget, der bare var lukket pga vejarbejde og vi måtte uden om. Mark havde ellers lige hentet 15 minutter, så vi stod til ankomst i lufthavnen hele 65 min før flyafgang. De forsvandt som dug for solen og blev afløst af, at der nu var 45 min til afgang. 

  

Troen på at det ville lykkes svandt ind. Vi skulle jo også nå at aflevere bil, egentlig også tanke etc. 

Ny plan: Mændene vil sætte pigerne af ved terminalen med al bagage og vi ville aflevere den, mens de afleverede bil – utanket. Da der var 1,5 km fra bilafleveringssted til terminal med shuttle bus var der en reel risiko for at de ikke nåede med flyet – så vi forlod vores mænd med hver deres pas, en flad mobil og et visa kort. Og så fræsede vi ind med babagen og nåede lige at aflevere den 4 min lukketid. 

I løb til Security – og her hentede mændene os – vi sprang al kø over for flyet var ved at boarde. I løb videre til gaten hvor det lød i højtalerne “this is the final Call for passangers travelling to Cooenhagen…”

Ombord på flyet var vi en meget lettet og træt flok der nød synet at Milano i morgenlys – on time!